Hvad er videnskab egentlig og hvordan blev den til?

Videnskab og den naturvidenskabelige metode som disciplin opstod ikke på en enkelt dag, men var en lang proces. Mennesker har nemlig altid gjort sig idéer om verden omkring dem. Videnskab forstås som en metode til at fremskaffe objektiv, almen viden, der bygges fra forklaringer eller observationer. Disse observationer kan testes eller efterprøves, og de giver muligheder forklaringer på fremtidige hændelser (også kaldet hypoteser).

Videnskaben, som vi kender den i dag, begyndte så småt at tage form i antikkens Grækenland. Her skelnede man nu mellem to forskellige ”måder”, hvorpå ting skete. Den ene ville altså være ”en måde”, mennesker valgte at gøre ting på, mens en anden ville være den naturlige ”måde”, som fx en blomst voksede på. Man adskilte altså mellem ritualer, der krævede konsensus og ting, der kunne observeres som naturlige fænomener på tværs af folkefærd og kulturelle konstruktioner. De tidligere græske filosoffer forsøgte ligeledes ihærdigt at redegøre for naturlig fænomener uden at skulle ty til det overnaturlige som forklaringsårsag (lån ränta).

Men også de græske filosoffer havde begrænset adgang til et undersøge mange af de forskellige fænomener omkring dem, og det kunne derfor være svært altid at finde grunden til, ”hvorfor” noget var, som det nu engang var. Det betød selvfølgelig også, at deres tanker omkring videnskab, og hvad, det indebar, ville blive modificeret mange gange gennem historien. I den sene antik samt den tidlige middelalder ville man opleve vild fremgang inden for mange vidensområder, bl.a. på grund af Den Islamiske Guldalder og de universiteter, der så småt begyndte at dukke op forskellige steder i Europa.

Da vi bevæger os hen mod renæssancen, oplever vi det, vi kalder ”den videnskabelig revolution”, som er fundamentet for den moderne videnskab. Det blev den endelig opgør med de gældende doktriner fra oldtidens Grækenland. Argumentation og viden tog nu for alvor over fra religion og overtro trods den stærke indflydelse fra den katolske kirke. Især anatomi, fysik, kemi, biologi og astronomi oplevede store forandringer, der skabte en ændring i det verdenssyn og verdensorden, der havde hersket indtil nu.

I dagens verden stoler langt de fleste mennesker på de videnskabelige metoder. Det betyder i store træk, at hvis man fremsætter enten en teori eller en hypotese af en slags, så skal den kunne efterprøves eller testes gennem observationer. Disse observationer kalder man for empiri. Gennem disse observationer bliver det klart for os, om teorien holder stik, skal modificeres eller i nogle tilfælde helt forkastes. Ved at efterprøve det flere gange, hvor man opnår samme resultat, må hypotesen siges at være troværdig.

Om alt hvad videnskaben finder er ”sandt” eller ”sandheden” kan dog også diskuteres. Man kan sige, at sandhed er en form for ideal, som videnskaben forsøger at opnå, men som mennesket bliver nødt til at anerkende, at man aldrig helt kan vide, om man finder. Det gælder nemlig, at etablerede sandheder mange gange har vist sig at være usande, og at mennesket mange gange må erkende, at vores viden og forstand er begrænset samt den måde, som vi vælger at anskue og definere sandheden på.

Hvad sker der med din hjerne, når du føler kærlighed?

Kærlighed kommer langt mere end i en form. Der findes den kærlighed, som du kan føle for venner, for familie, for dine børn eller en partner. Og selv inden for hver af disse typer kærlighed findes der et hav af måder, hvorpå du kan vise og modtage kærlighed. Når vi her kigger på kærlighed, fokuserer vi på den, som du muligvis kunne føle for en partner – altså romantisk kærlighed – og hvordan den påvirker hjernen, når du lander på en lyserød sky.

Man siger, at det første stadie af kærlighed, er lyst, hvor man føler en seksuel tiltrækning. Hvis forelskelsen fortsætter, bliver det til attraktion. Du kan genkende attraktion ved, at det er her, at du ikke kan tænke på noget som helst andet end den ene person. Du kan ofte miste koncentrationen, appetitten, en smule søvn, og du dagdrømmer også gerne om din nye kærlighed dagen lang. Hvis dette stadie varer ved længe nok, og du og din partner fortsætter forholdet, så bliver til sidst til det, man kalder ”hengivenhed”. Dette er stadiet, hvor du virkelig binder dig og føler ansvar. Det sidste stadie er ment som en mekanisme til at holde folk sammen, når det skal skabes familie, og fx børn kommer ind i billedet.

I starten er det hormonerne, der tager over, og dit niveau af østrogen eller testosteron stiger enormt. Det er derfor, at du føler adrenalinen – du sveder, dit hjerte galoperer, og til tider bliver du måske endda rød i hovedet. I starten af en forelskelse, vil du også producere mere oxytocin, som er det hormon, der frigives under orgasmer. Det er også det samme hormon, der er med til at skabe en dybere følelse af samhørighed efter sex og dermed binde jer endnu tættere sammen.

Et andet stof, der frigives er kortisol, også kendt som ”stresshormonet”, som er det, der stort set forstås som ”sommerfugle i maven”. Kortisol gør nemlig, at dine blodkar omkring maven strammes sammen, og giver dig kvalme. Så sommerfuglene er ægte nok!

Man har også fundet frem til, at hjernen under en blomstrende forelskelse oplever et langt lavere niveau af serotonin end normalt. Niveauet af serotonin er det samme som hos folk, der lider af tvangslidelser. Forelskelse gør dig altså decideret en lille smule skør og kan give dig følelsen af fx angst. Faktisk er det dog en funktion i hjernen, der prøver sig at sikre, at du bliver besat af din partner – en mekanisme, der er skabt til, at I ikke løber væk fra hinanden, men i stedet bliver sammen og sørger for at bygge rede.

Hvis man samtidig kigger på helt nye undersøgelser fra University af California, viser de faktisk også, at forelskelse kan have en indflydelse på mere end bare din hjerne, men også din hjerterytme og den måde, du trækker vejret på.

Universitet har nemlig lavet et forsøg, hvor forelskede par blev lagt i en monitor, hvor deres hjerterytme og vejrtrækning blev målt. Her fandt man ud af, at begge ting var synkroniseret – hjerterne bankede altså i takt, og parrene trak vejret ind og ud med samme intervaller. Forsøget viste dog samtidig, at der var større tendens blandt parrene til, at kvinden ville være den, der tilpassede sig mandens rytme og ikke omvendt. Forklaring på dette mente forskerne var linket til kvinder generelt har en bedre kapacitet til at håndtere andres følelser og derfor en bedre tilpasningsevne.

Hvad er vand, og hvilke egenskaber har det?

Vand er en del af vores dagligdag. Hver dag. Hele tiden. Og de fleste af os lægger måske ikke engang mærke til, hvor afhængige vi egentlig er af, at vand er til stede. Vand, der har den kemiske formel H20, er faktisk også det eneste stof på jorden, som kan findes helt naturligt i alle dens tre former – nemlig fast, flydende og gasform.

Vigtigheden af vand kan ikke fremhæves nok, da alt liv, du ser omkring, afhænger af vands tilstedeværelse – mennesker, dyr og planter. Dette er også grunden til, at du ofte hører om, at rumekspeditioner leder efter vand, når de tager til andre planter. Vand er nemlig lig med liv. Men hvorfor?

Vand består af to hydrogen- og et oxygenatom. Alle vandmolekyler tiltrækkes af hinanden – endda så meget, at de kommer til at hænge sammen. Det skyldes vandets polære karakter. Iltdelen af vandmolekylet får nemlig en negativ ladning til forskel fra brintenden, som er mere positiv. Denne tiltrækning til andre polære molekyler kaldes også brintbinding eller hydrogenbinding.

Det er også vandets polære karakteristika, der gør det til et godt opløsningsmiddel. Eller nærmere det bedste opløsningsmiddel – for faktisk er vand den væske på jorden, der kan opløse allerflest stoffer.

Vand findes selvfølgelig i mange forskellige former på jorden – have, søer, åer – og der findes utroligt mange fænomener relateret til vand såsom ferskvand, saltvand, tidevand mm., hvilket gør, at livet i og omkring havene er utrolig alsidigt. Man mener også, at det var i vandet, at de tidligste livsformer opstod.

Menneskeheden og vores civilisationer har også historisk set blomstret omkring vand. Eksempler som Mesopotamien eller Ægypten, civilisationernes begyndelse, befandt sig på Tigrisfloden og Nilen. Også andre storbyer i verden såsom Paris, New York, Shanghai, London, Tokyo og utallige andre blev bygget ved vand, som gav liv, men også mulighed for fx handel.

Mennesker bruger nu vand til næsten alt tænkeligt i dagligdagen. Vand i landbruget har været brugt siden det gamle Ægypten, men det moderne og effektiviserede landbruget er en af de helt store vandslugere, da kunstvanding udgør omkring 90 % af alt det vand, der bliver brugt i udviklede lande.  Derudover bliver vi også nødt til at bruge det som drikkevand. Drikkevand er uundværligt for vores overlevelse, da vi har brug for mellem 1 til 7 liter om dagen for ikke at dehydrere. Vi bruger også vand til at gå i bad, vaske vores tøj, eller vaske bilen. Det bruges til vores madlavning eller lave en kop kaffe. Det bruges, når der skal slukkes en brand.  Eller i mange andre kæmpe industrier rundt omkring i verden. Verdens vandforbrug er altså intet mindre end enormt.

Selvom der hverken er fundet liv eller vand noget andet sted i verden endnu, så findes der dog finde vanddamp andre steder i universet. Det meste af universets vanddamp af et biprodukt af processen, når stjerner bliver dannet. Vand kan også findes i atmosfæren ved Solen, Venus, Merkur,  Mars, Neptun, Ceres, Jupiter, Saturn og Uranus.

En kombination af vands unikke egenskaber og fornyet opmærksomhed omkring vands voksende mangel på Jorden gør, at vi bliver nødt til at gentænke den måde, vi forbruger og forurener på, hvis vi ønsker, at der skal være vand tilbage til de fremtidige generationer.

Hvad er de forskellige stadier i sprog?

Sprog kan forstås som mange forskellige ting og komme i mange forskellige former. Kommunikation kan ske ved at bruge vores kroppe, som ved indirekte kropssprog eller tegnsprog, hvor du bruger hænderne.  Visuelle symboler kan også være utrolig vigtigt som middel til at videregive beskeder – om det så er et kunstværk eller en emoji. Den type af kommunikation, som vi vil koncentrere os om her, er den form, der forekommer, når vi sætter vores hjerner i gang og bruger vores krop til at videregive lyd – nemlig det talte sprog.

Mennesker bruger ofte sproget som et argument til at adskille os fra andre dyr, og det er derfor en vigtig del af vores identitet. Det kan også ses i ordet for barn på fransk, enfant, eller den engelske ord for spædbarn, infant, der begge kommer fra latin og betyder ”ikke-talende”. De er sådan groft sagt nemlig ikke helt menneskelige endnu. Der går dog ikke længe før, at småbørn begynder at kunne følge med. Man mener, at et sted imellem 3-5 måneder begynder børn at kunne genkende forskellige lyde og læse dine læber for at forstå forskellene i de lyde, der fremkommer. Det er også her, at børn begynder at danne et ”receptivt sprog”.

Det betyder, at børn omkring denne alder allerede kan begynde at forstå ting, der bliver sagt til dem – og om dem. Den receptive sprogforståelse kaldes også nogle gange for impressiv ord- eller sprogforståelse, og det kan jo selvfølgelig variere meget fra barn til barn, hvor mange ord de er i stand til at forstå.

Når det receptive sprog vokser sig større, ender med at udvikle sig til ”produktivt sprog”. Det er på dette stadie i sprogudviklingen, at man går fra kun at forstå ord til at kunne producere ord selv. Når børn i starten kun laver en masse smålyde i stedet for faktiske ord, er det en del af læringsprocessen, men her forsøger de dog ikke at imitere specifikke lyde fra sproget omkring dem. Man kan observere det samme fænomen hos døve børn, der ser deres forældre bruge tegnsprog, og selv begynder at ”vrøvle” med hænderne.

Omkring 1 til 2 års alderen, når børn hen til det, der hedder 1-ordsstadiet. De kan sige mange ord uafhængigt af hinanden og forstår, at bestemte ord/lyde har en bestemt betydning. Derefter kommer stadiet med to ord, hvor de kan begynde at lave primitive ”sætninger”. Børns kapacitet for at lære sprog vokser fra et ord om ugen til et om dagen. Hurtigt derefter kan børn begynde at danne mere simple sætninger med korrekt grammatik såsom ”mad nu” og ”vil ikke”.

Hvilket sprog børn lærer har selvfølgelig også en indflydelse på dette. Nogle undersøgelser viser faktisk, at danske børn er nogle af de langsomste til at lære ord i begyndelsen, af disse stadier. Det er, fordi det danske sprog indeholder utroligt mange vokallyde – over 40 for at være præcis – hvilket gør det sværere for børn at høre forskel på, hvor ordene starter og slutter. Andre sprog, såsom kroatisk, indeholder næsten udelukkende konstantlyde, hvilket giver en skarp differentiering af de forskellige lyde, og børn har lettere ved på at høre og efterligne lydene.

Hvad er videnskaben bag ensomhed?

Hvorfor er det egentlig, at vi ofte kan ende med at føle os ensomme og fremmedgjorte fra andre mennesker? Helt simpelt sagt er svaret, at vi har bedre adgang til alle sider af os selv.

Vi er i princippet de eneste, der er i stand til mærke hver eneste følelse, vi får. Vi holder på en masse minder, bekymringer og ønsker, som ingen andre kan føle på os – og som for os selv kan føles utroligt frustrerende og mærkelige til tider.

Selvom andre mennesker helt basalt har de samme tankemønstre, så kan det være svært for os at forstå. I mødet med andre mennesker, så sker der nemlig det, at når vi snakker med dem eller deler oplysninger med andre, så har vi kun adgang til lige præcis den information, som de vælger at give os, eller som de tør at vise til resten af verden. Kort sagt vil det altså sige, at den information vi modtager fra andre mennesker, eller som de vælger at dele med os, er en form for ufærdig og mangelfuld guide til, hvordan det mennesker rent faktisk føler og forstår verden omkring dem. Vi kan altså ikke umiddelbart forstå deres verden.

I psykologien bliver dette fænomen kaldt ”psykologisk asymmetri”. Det , at vi ved langt mere om os selv og vores indre følelsesliv, gør, at vi synes, at vi selv fremstår som lang mere mærkelige, skamfulde og bizarre end andre mennesker, som vi møder på vores vej. Vores oplevelser af angst, skam, frygt og sorg virker til at være langt mere intense end andre menneskers. Det sker altså, når andre mennesker altså ikke deler deres følelser med os, og vi kommer til at føle os isolerede og fremmedgjorte. Ude i stand til at forestille sig andre menneskers sorg eller tanketilstand, kan psykologisk asymmetri i sidste ende få psykiske konsekvenser i form af ensomhed, generthed og værste tilfælde depression.

Opfattelsen af, at vi er fuldstændig isolerede fra de mennesker, vi er omgivet af, er altså begyndelsen. Vi tror, at de umuligt både ville kunne kende OG kunne lide os på samme tid. Vi kan også blive generte eller hurtigt intimideret af andre, da vi tror, at ”den anden” aldrig ville kunne forstå vores små, store, seksuelle, idealistiske eller andre former for tanker, som kører igennem vores hoved hele tiden. Når denne type mennesker opnår høje positioner i samfundet eller et firma, føler de, at de ikke hører til der.

For ikke at have denne følelse af psykologisk asymmetri begynder vi at efterligne andre folks eksterne adfærd og mønstre for at fremstå mere almindelige, og fordi man tror, at det måske er sådan, at andre mennesker rent faktisk er indeni.

Man siger ofte, at der er to former, der kan være gode som en løsning på psykologisk asymmetri – kunsten og kærligheden. Kunsten giver en form for fripas til at vise, hvordan andre fremmede mennesker psykologiske tilstand kan se ud,  og vi kan komme til at forstå, at andre mennesker føler det samme som os. Kærlighed er med til at give os en dyb sikkerhed, hvor vi tør at vise til et andet menneske, hvem vi virkelig er – og umuligheden for at lære om deres virkelighed! På den måde lærer vi at stole på, at andre er langt tættere på at være som os selv – og ikke de mennesker, som man kun ser glimts af udadtil.

Ligger kønsidentitet i hjernen?

Kønsidentitet og transkønnethed er et emne, der er forholdsvis meget oppe i tiden. Forskellige lovgivere, religioner, kulturer og videnskabsfolk har længe diskuteret, hvordan det hænger sammen, og hvorvidt denne form for identitet er acceptabel, naturlig eller i nogle kulturer nærmest overjordisk.

Man oplever ofte med transkønnede, at de fra en meget ung alder insisterer på, at de ikke er det et køn end det de er født ind i. Mange endda nærmest fra det øjeblik, at de er i stand til at snakke. Den videnskabelige tilgang til dette spørgsmål om kombination mellem identitet og biologisk køn er forholdsvis ny, men byder allerede på spændende research. En af de tidligste eksperimenter viste fx, at identiske tvillinger har større risiko for begge at være transkønnede end andre typer søskende.

Fem forskningsinstitutter i både USA og Europa (blandt andet Boston Children’s Hospital og George Washington University) har været i gang med en undersøgelse, der kiggede på folks fulde DNA-sæt for at se, om de kunne finde tegn på, hvorvidt transkønnethed kunne være medfødt, eller om det er andre faktorer, der spiller den største rolle. Man forestiller sig, at man vil sammenligne enorme datasat af transkønnedes DNA-sammensætning med folk, der identificerer sig med sit eget køn, og dermed tjekke, hvorvidt der er nogle fælles træk, der ser adskiller sig fra ciskønnedes.

I dag er den eneste måde at fastslå transkønnethed på ved selvidentifikation. Mange mener, at det burde være nok, og at videnskabens idé om at finde ”det transkønnede gen” ikke er udelukkende positiv. Mange frygter, at hvis videnskaben kan finde den såkaldte grund bag, vil andre i stedet prøve at finde en ”kur” – eller at det kan åbne døren den samme type helbredende terapier, der engang blev brugt, da man troede, at man kunne omvende homoseksuelle. Andre opfordrer dog videnskaben til at gøre sit bedste og håber på, at mere viden om transkønnede generelt vil skabe bedre forhold og forståelse for dem blandt den gængse befolkning.

Før denne undersøgelse af DNA har videnskaben hidtil kigget på transkønnedes hjerner. Vi ved allerede, at hjernens struktur varierer utroligt, og at der er nogle generelle træk, der adskiller den mandelige og kvindelige hjerne fra hinanden. I studier op til nu har man kigget på, om transkønnede eventuelt havde flere fælles træk i hjernen med det køn, som ”de oplevede sig selv som”. Et spansk studie foretaget af Antonio Guillamon viste netop dette – hjernen viste flere fællestræk med det køn, de følte sig som, men mest af alt faktisk en lang række unikke træk, der adskilte dem fra både den mandelige eller kvindelige hjerne. Andre forskeres undersøgelser, såsom Ivanka Savic fra Sveriges Karolinska institut,  har vist det samme.

Baudewijntje Kreukels fra VU University Medical Center lavede også en studie, hvor de kiggede på transkønnedes reaktion til forskellige kropslugte eller ekkolignende lyde i det indre øre. Her så man, at drenge, der identificerede sig selv om piger, havde en stærkere reaktion til ekkolignende lyde, hvilket ellers er et typisk træk hos kvinder.

Mens det kan se ud som, at der er en biologisk sammenhæng med transkønnethed, så er det et utroligt komplekst emne – især, når man tager variationerne på mænds og kvinders hjerne i betragtning på et generelt plan – og det vil derfor tage lang tid, før videnskaben giver os flere svar.

Historien bag, hvordan vores syn på Jorden ændrede sig

Et af de mest kendte billeder nogensinde er taget på Apollo 8’s rummission i 1968 af William Anders. Her tager han et billede af Jorden, der ”står op” over månens horisont. Dette var altså første gang, at man så Jorden fra så lang en afstand. Det, at anskue Jorden på denne måde ude fra rummet, var noget man i 1968 hidtil havde troet kun var muligt for Jordens skaber – Gud. Menneskeheden stod nu altså i en position og kiggede ned på Jorden på en måde, der virkede næsten guddommelig på mange. Og det er netop derfor, at lige netop dette øjeblik er så vigtigt. Det var her, at menneskeheden langsomt ændrede dets syn på Jorden – et nyt perspektiv på den blå kugle vi kalder hjem.

Teorien om, at Jorden muligvis var rund, var langt fra ny. Den første gang, at idéen om en rund jord opstår, er blandt de lærde i oldtidens Grækenland. Det var blevet fremlagt af græske filosoffer såsom Pytagoras, men forblev blot teoretiske idéer i hundredvis af år, før hellenistisk astronomi så ud til at kunne bevise det. Selv her ville der igen gå lang, lang tid, før idéen om en rund jord blev almen godtaget af den generelle befolkning.

Teorien var også banebrydende, fordi Jorden jo med det blotte øje virkede som enormt stor – nærmest uendelig – når mennesket sejlede på dets have eller red over dens kæmpe sletter. Men nu fremstod Jorden endelig som det, den var. Hvad, jorden nemlig virkelig er, er egentlig bare en mellemstor planet ude i rummet, i et enormt solsystem, i en galakse, der er endnu vildere, utroligere, og uendeligt større end, hvad den menneskelige hjerne havde kunne og kan forestille sig.

I et kæmpe, uendeligt og voldsomt univers, fremstod Jorden nu lille og på sin vis også meget skrøbelig. Universet var fuld af dødbringende meteorregne, ondartet bestråling, samt en masse andre ukendte farer, der bare lurede lige rundt hjørnet, og Jorden havde delikate betingelser, der gjorde, at vores overlevelse overhovedet var mulig i første omgang. Vi genopdagede vores egne svagheder, og at vores atmosfære, ozonlag og meget andet er en del af et fuldstændigt enestående forhold, der gør Jorden unik. Det er de forhold, der adskiller os fra andre ubeboelige planeter derude, og vi har til den dag i dag ikke været i stand til at finde liv noget andet sted.

På denne måde gjorde dette billede, at vi fandt en ny forkærlighed til vores hjem. Fra denne position i rummet, hvor vi kiggede ned på Jorden, som havde vi været en guddommelig skabelse, gik tingene pludselig op for os. Vi forstod i hvert fald nu med større sikkerhed, at nogle af de attributter, som nationer før havde tilskrevet guddommelige skabninger og væsner, tilhørte egentlig os selv. Jordens velbefindende er ikke bare bestemt af noget udefra, men det er vores ansvar, og vi blev selv nødt til at være mere opmærksom på Jordens skrøbelighed og behandle den med respekt. Siden da har menneskeheden lært endnu mere om vores planet, og hvordan den fungerer. Vi har også indset i dag, at Jordens skrøbelighed også er vores egen.