Historien bag, hvordan vores syn på Jorden ændrede sig

Et af de mest kendte billeder nogensinde er taget på Apollo 8’s rummission i 1968 af William Anders. Her tager han et billede af Jorden, der ”står op” over månens horisont. Dette var altså første gang, at man så Jorden fra så lang en afstand. Det, at anskue Jorden på denne måde ude fra rummet, var noget man i 1968 hidtil havde troet kun var muligt for Jordens skaber – Gud. Menneskeheden stod nu altså i en position og kiggede ned på Jorden på en måde, der virkede næsten guddommelig på mange. Og det er netop derfor, at lige netop dette øjeblik er så vigtigt. Det var her, at menneskeheden langsomt ændrede dets syn på Jorden – et nyt perspektiv på den blå kugle vi kalder hjem.

Teorien om, at Jorden muligvis var rund, var langt fra ny. Den første gang, at idéen om en rund jord opstår, er blandt de lærde i oldtidens Grækenland. Det var blevet fremlagt af græske filosoffer såsom Pytagoras, men forblev blot teoretiske idéer i hundredvis af år, før hellenistisk astronomi så ud til at kunne bevise det. Selv her ville der igen gå lang, lang tid, før idéen om en rund jord blev almen godtaget af den generelle befolkning.

Teorien var også banebrydende, fordi Jorden jo med det blotte øje virkede som enormt stor – nærmest uendelig – når mennesket sejlede på dets have eller red over dens kæmpe sletter. Men nu fremstod Jorden endelig som det, den var. Hvad, jorden nemlig virkelig er, er egentlig bare en mellemstor planet ude i rummet, i et enormt solsystem, i en galakse, der er endnu vildere, utroligere, og uendeligt større end, hvad den menneskelige hjerne havde kunne og kan forestille sig.

I et kæmpe, uendeligt og voldsomt univers, fremstod Jorden nu lille og på sin vis også meget skrøbelig. Universet var fuld af dødbringende meteorregne, ondartet bestråling, samt en masse andre ukendte farer, der bare lurede lige rundt hjørnet, og Jorden havde delikate betingelser, der gjorde, at vores overlevelse overhovedet var mulig i første omgang. Vi genopdagede vores egne svagheder, og at vores atmosfære, ozonlag og meget andet er en del af et fuldstændigt enestående forhold, der gør Jorden unik. Det er de forhold, der adskiller os fra andre ubeboelige planeter derude, og vi har til den dag i dag ikke været i stand til at finde liv noget andet sted.

På denne måde gjorde dette billede, at vi fandt en ny forkærlighed til vores hjem. Fra denne position i rummet, hvor vi kiggede ned på Jorden, som havde vi været en guddommelig skabelse, gik tingene pludselig op for os. Vi forstod i hvert fald nu med større sikkerhed, at nogle af de attributter, som nationer før havde tilskrevet guddommelige skabninger og væsner, tilhørte egentlig os selv. Jordens velbefindende er ikke bare bestemt af noget udefra, men det er vores ansvar, og vi blev selv nødt til at være mere opmærksom på Jordens skrøbelighed og behandle den med respekt. Siden da har menneskeheden lært endnu mere om vores planet, og hvordan den fungerer. Vi har også indset i dag, at Jordens skrøbelighed også er vores egen.