Hjerne

Hvad sker der med din hjerne, når du føler kærlighed?

Hvad sker der med din hjerne, når du føler kærlighed?

Kærlighed kommer langt mere end i en form. Der findes den kærlighed, som du kan føle for venner, for familie, for dine børn eller en partner. Og selv inden for hver af disse typer kærlighed findes der et hav af måder, hvorpå du kan vise og modtage kærlighed. Når vi her kigger på kærlighed, fokuserer vi på den, som du muligvis kunne føle for en partner – altså romantisk kærlighed – og hvordan den påvirker hjernen, når du lander på en lyserød sky.

Man siger, at det første stadie af kærlighed, er lyst, hvor man føler en seksuel tiltrækning. Hvis forelskelsen fortsætter, bliver det til attraktion. Du kan genkende attraktion ved, at det er her, at du ikke kan tænke på noget som helst andet end den ene person. Du kan ofte miste koncentrationen, appetitten, en smule søvn, og du dagdrømmer også gerne om din nye kærlighed dagen lang. Hvis dette stadie varer ved længe nok, og du og din partner fortsætter forholdet, så bliver til sidst til det, man kalder ”hengivenhed”. Dette er stadiet, hvor du virkelig binder dig og føler ansvar. Det sidste stadie er ment som en mekanisme til at holde folk sammen, når det skal skabes familie, og fx børn kommer ind i billedet.

I starten er det hormonerne, der tager over, og dit niveau af østrogen eller testosteron stiger enormt. Det er derfor, at du føler adrenalinen – du sveder, dit hjerte galoperer, og til tider bliver du måske endda rød i hovedet. I starten af en forelskelse, vil du også producere mere oxytocin, som er det hormon, der frigives under orgasmer. Det er også det samme hormon, der er med til at skabe en dybere følelse af samhørighed efter sex og dermed binde jer endnu tættere sammen.

Et andet stof, der frigives er kortisol, også kendt som ”stresshormonet”, som er det, der stort set forstås som ”sommerfugle i maven”. Kortisol gør nemlig, at dine blodkar omkring maven strammes sammen, og giver dig kvalme. Så sommerfuglene er ægte nok!

Man har også fundet frem til, at hjernen under en blomstrende forelskelse oplever et langt lavere niveau af serotonin end normalt. Niveauet af serotonin er det samme som hos folk, der lider af tvangslidelser. Forelskelse gør dig altså decideret en lille smule skør og kan give dig følelsen af fx angst. Faktisk er det dog en funktion i hjernen, der prøver sig at sikre, at du bliver besat af din partner – en mekanisme, der er skabt til, at I ikke løber væk fra hinanden, men i stedet bliver sammen og sørger for at bygge rede.

Hvis man samtidig kigger på helt nye undersøgelser fra University af California, viser de faktisk også, at forelskelse kan have en indflydelse på mere end bare din hjerne, men også din hjerterytme og den måde, du trækker vejret på.

Universitet har nemlig lavet et forsøg, hvor forelskede par blev lagt i en monitor, hvor deres hjerterytme og vejrtrækning blev målt. Her fandt man ud af, at begge ting var synkroniseret – hjerterne bankede altså i takt, og parrene trak vejret ind og ud med samme intervaller. Forsøget viste dog samtidig, at der var større tendens blandt parrene til, at kvinden ville være den, der tilpassede sig mandens rytme og ikke omvendt. Forklaring på dette mente forskerne var linket til kvinder generelt har en bedre kapacitet til at håndtere andres følelser og derfor en bedre tilpasningsevne.

Ligger kønsidentitet i hjernen?

Ligger kønsidentitet i hjernen?

Kønsidentitet og transkønnethed er et emne, der er forholdsvis meget oppe i tiden. Forskellige lovgivere, religioner, kulturer og videnskabsfolk har længe diskuteret, hvordan det hænger sammen, og hvorvidt denne form for identitet er acceptabel, naturlig eller i nogle kulturer nærmest overjordisk.

Man oplever ofte med transkønnede, at de fra en meget ung alder insisterer på, at de ikke er det et køn end det de er født ind i. Mange endda nærmest fra det øjeblik, at de er i stand til at snakke. Den videnskabelige tilgang til dette spørgsmål om kombination mellem identitet og biologisk køn er forholdsvis ny, men byder allerede på spændende research. En af de tidligste eksperimenter viste fx, at identiske tvillinger har større risiko for begge at være transkønnede end andre typer søskende.

Fem forskningsinstitutter i både USA og Europa (blandt andet Boston Children’s Hospital og George Washington University) har været i gang med en undersøgelse, der kiggede på folks fulde DNA-sæt for at se, om de kunne finde tegn på, hvorvidt transkønnethed kunne være medfødt, eller om det er andre faktorer, der spiller den største rolle. Man forestiller sig, at man vil sammenligne enorme datasat af transkønnedes DNA-sammensætning med folk, der identificerer sig med sit eget køn, og dermed tjekke, hvorvidt der er nogle fælles træk, der ser adskiller sig fra ciskønnedes.

I dag er den eneste måde at fastslå transkønnethed på ved selvidentifikation. Mange mener, at det burde være nok, og at videnskabens idé om at finde ”det transkønnede gen” ikke er udelukkende positiv. Mange frygter, at hvis videnskaben kan finde den såkaldte grund bag, vil andre i stedet prøve at finde en ”kur” – eller at det kan åbne døren den samme type helbredende terapier, der engang blev brugt, da man troede, at man kunne omvende homoseksuelle. Andre opfordrer dog videnskaben til at gøre sit bedste og håber på, at mere viden om transkønnede generelt vil skabe bedre forhold og forståelse for dem blandt den gængse befolkning.

Før denne undersøgelse af DNA har videnskaben hidtil kigget på transkønnedes hjerner. Vi ved allerede, at hjernens struktur varierer utroligt, og at der er nogle generelle træk, der adskiller den mandelige og kvindelige hjerne fra hinanden. I studier op til nu har man kigget på, om transkønnede eventuelt havde flere fælles træk i hjernen med det køn, som ”de oplevede sig selv som”. Et spansk studie foretaget af Antonio Guillamon viste netop dette – hjernen viste flere fællestræk med det køn, de følte sig som, men mest af alt faktisk en lang række unikke træk, der adskilte dem fra både den mandelige eller kvindelige hjerne. Andre forskeres undersøgelser, såsom Ivanka Savic fra Sveriges Karolinska institut,  har vist det samme.

Baudewijntje Kreukels fra VU University Medical Center lavede også en studie, hvor de kiggede på transkønnedes reaktion til forskellige kropslugte eller ekkolignende lyde i det indre øre. Her så man, at drenge, der identificerede sig selv om piger, havde en stærkere reaktion til ekkolignende lyde, hvilket ellers er et typisk træk hos kvinder.

Mens det kan se ud som, at der er en biologisk sammenhæng med transkønnethed, så er det et utroligt komplekst emne – især, når man tager variationerne på mænds og kvinders hjerne i betragtning på et generelt plan – og det vil derfor tage lang tid, før videnskaben giver os flere svar.